• Alle på Tværs er en del af kerneydelsen og ansvaret 24/7 – Forskellighed er vores styrke.
• Den der står i en situation med borgeren, er forstander i situationen
• Plads til at gøre det utænkelige tænkeligt – Vi tror på at alle gør deres bedste.

Botilbud på Tværs har sit udspring i Vesthimmerland, hvor vi råder over flere egnede boliger til botilbud. Alle boliger er placeret uden for byerne eller i mindre landsbysamfund. Afdelingerne har plads til mellem én og otte borgere. Faciliteterne i de enkelte boliger kan variere, men fælles for dem alle er en følelse af hjemlighed, hygge og udendørs arealer. En del af boligerne er handicapvenlige.

En stor del af vores pladser er godkendt, således de kan bruges fleksibelt til henholdsvis § 107 og § 108 eller § 107 og § 66, stk. 1, nr. 6.

Fælles for pladserne, der kan bruges fleksibelt til § 107 og § 108 er, at der er tale om små lejligheder med eget køkken og badeværelse.

Pladserne der kan bruges fleksibelt til § 107 og § 66, stk. 1, nr. 6 er værelser, der har fælles badeværelsesfaciliteter, og som har adgang til køkken i fælleslokalerne.

Til alle afdelinger er der tilknyttet fælleslokaler med tilhørende køkken, hvor borgerne har mulighed for at indgå i det sociale samvær med afdelingens øvrige borgere.

Har vi ikke pladser i en egnet bolig, indgår vi gerne et samarbejde omkring at finde en egnet bolig til etablering af et projekt.

I umiddelbar forbindelse med to af vores afdelinger har vi et internt værksted indenfor træ og metal, hvor borgerne har mulighed for at deltage i henholdsvis beskyttet værksted eller aktivitets- og samværstilbud jf. Lov om Social Service § 103 og § 104. Uanset hvilken afdeling en borger er tilknyttet, vil de

For at kunne realisere visionen om at tilbyde én samlet og kvalificeret behandling til udsatte borgere, beskæftiger Botilbud på Tværs medarbejdere med vidt forskellige baggrunde. Til sammen danner disse medarbejdere rammen, der gør det muligt at yde den optimale behandling af de indskrevne borgere.

Det konkrete behandlingsarbejde udføres af de pædagogiske medarbejdere, der består af såvel pædagoger, som personer med anden relevant uddannelse eller erfaring. Dette kan være medarbejdere med en sundhedsfaglig eller håndværksmæssig uddannelse. Uanset uddannelsesmæssig baggrund modtager medarbejderne intern uddannelse i form af undervisning i forskellige specialpædagogiske tilgange, forståelse af psykiatriske diagnoser og borgerens forudsætninger, magtanvendelse med videre. Derudover modtager medarbejderne såvel på deres teammøder, som på specielt tilrettelagte pædagogiske dage supervision med fokus på det specialpædagogiske arbejde, der skal udføres på netop deres afdeling.

Hver boenhed har tilknyttet et team af medarbejdere, og hvert team har en socialrådgiver tilknyttet, som er med til at tilrettelægge og strukturere indsatsen omkring borgeren, såvel internt som eksternt.

Søger du en bestemt medarbejder i administrationen kan kontaktoplysninger findes her.

Det ser så pænt ud når man beskriver bagud. Når man ser hvad resultatet blev af alt det man gjorde, fordi man nu bare gjorde det. Det ser meningsfuldt, klogt og systematisk ud, og det har det da nok også nogle gange været. Men….

Pædagogik og mennesker er nu sjældent noget der kører ud af en lige vej, og som gør som planlagt. Slet ikke når man arbejder med de mennesker, der ikke har kunnet passe ind andre steder. Derfor ser vores historie også langt mere kaotisk og tilfældig ud i sin levede proces, end den gør når vi bagefter sætter salgsbegreber på den.

Det hele startede med; at nogle mennesker blev gale og vrede på deres arbejdsplads. De blev gale på det samfund de levede og arbejdede i og de blev kede af, hvordan vi behandlede de svageste og deraf mest modbydelige unge mennesker, der levede i det samfund. Derfor besluttede de sig for at gøre noget anderledes og med de bedste intentioner satte de sig for at lave et hjem for to af de allermest forstyrrede unge mennesker i Danmark, dette tilbage engang i 1987. Det var ikke en planlagt indsats med et bestemt mål for øje, som kunne løses med bestemte metoder. Det var i hvert fald ikke indgangsvinklen. Snarere var det at man sgu da ikke kan forvente at adfærdsvanskelige opfører sig pænt og ordentligt, så vi må jo finde en måde at leve med deres adfærd, mens vi laver den om og viser dem, at der er andre måder at leve på. Det lykkedes, til dels. Men hvordan måler man noget som sådant som succes?

Der var i bund og grund tale om, at man med nærvær, omsorg og almindelig social indignation hoppede ud i den dybe ende og forventede at man kunne flyde. Det kunne man sjovt nok ikke. Men med en kraftanstrengelse eller fire, masser af hårdt arbejde og en insisteren på at ville, kom ingen i voldsom grad til skade.

Ud af dette glade vanvid blev født en ungdomsinstitution, som hed Solhaven efter det plejehjem, hvor det lykkedes at få lov til at lave en ungdomsinstitution, da bygningen i forvejen var godkendt til institutionsdrift. For i udgangspunktet ønskede ingen at få disse ”uanbringelige” unge som nabo, eller til byen.

5-6 år senere var det blevet et så etableret foretagende, at man i lokalområdet fattede interesse for det stykke arbejde der faktisk lykkedes med disse unge. Det i så høj grad at man ønskede at trække på de ekspertiser der var opbygget i organisationen og sådan blev Himmerlands Rådgivnings Center (HRC) skabt. For at kunne trække på de erfaringer og den interesse for mennesket, som lå hos de medarbejdere der havde taget det første spring.

Efter nogle år som konsulentvirksomhed begyndte der at vise sig et behov for at eksperimentere med denne pædagogiske retning inden for voksenområdet, da der også her var nogle mennesker der faldt igennem systemet og ikke passede til de institutioner der skulle tage sig af dem. Sådan blev Himmerlandsskolen og HRC’s projektorganisation født.

I 2015 skifter HRC navn til Tværs, senere fusionerede de 3 organisationer i paraplyen sig til én, Botilbud på Tværs. Der er anden ledelse end for 30 år siden, men mange af medarbejderne har været med igennem udviklingen. Det har været nogle hårde år på det sociale område, og der har ikke været meget plads til at insistere på at have borgeren central i indsatsen. Man har skullet passes ind i rammer, og der var de tilbud der nu engang var. Det var svært at insistere på at have borgeren i centrum, og insistere på at kunne rumme alt det der ellers ikke kunne rummes. Pædagogik er sat på formel og når man fejler sådan og sådan, må kuren derfor være sådan og sådan.

Nu står vi så her 30 år senere og kigger tilbage. Herfra kan vi godt få det til at se professionelt, fagligt og planlagt ud. Vi kan godt anvende den fremherskende terminologi og beskrive at vi arbejder med denne og disse metoder, med borgeren i centrum og ud fra en nøje tilrettelagt behandlingsplan. Selvfølgeligt, det gør vi da også, når vi kan.

Men – I bund og grund er arbejdet med mennesker noget rod! Det passer ikke i formler og regneark. Vi kan ikke på forhånd vide hvad der virker og ikke virker. Ikke med de dejlige, mærkelige og dybt besynderlige mennesker vi nu engang har privilegiet af at beskæftige os med. Derfor må vores udgangspunkt stadig være det, det i sin tid for over 30 år startede med; Springet.